Formandens beretning 2018

Formandens beretning
Generalforsamling SSSAP 13/4-18

Et af selskabets flere formål er at fremme forståelsen af betydningen af den terapeutiske samtale.  Ved årets forårsseminar har vi haft fokus på narrativet, patientens fortælling om sig selv og hvordan vi bruger det i supervisionen.  Narrativet eller selvfortællingen kan beskrives som selvets fortælling om sig selv ud fra den betragtning, at ingen er et menneske uden sine nære relationer. Vores selvfortælling bliver skabt i møderne med andre. Her skabes historien om hvad der er sket i dit liv og hvordan det er sket. Sådan beskriver direktør i Dispuk, Allan Holmgren betydningen af narrativet. Vi kan få bekræftet selvfortællingen ved at fortælle om os selv til nære relationer, eller de kan udfordre vores selvfortælling, og vi kan være nødt til at ændre lidt på den. En person kan f.eks. ikke være gavmild, hvis alle andre ser ham som nærig. Der kan man være nødt til at ændre på selvfortællingen. Vores fortælling om hvem vi er, er med til at skabe orden i vores univers. Og at sætte ord på sin fortælling til en anden, måske gentagne gange, er med til at give mening til den. Vi kan gennem fortællingen komme til at se historien på en ny måde, blive udfordret og udvikle selvet ved at se relationer i et nyt – måske mildere eller skarpere – lys. Hvis man bekræftes i selvfortællingen af andre som ser fortællingen på samme måde, styrkes selvbilledet og vi får mere selvværd og bliver sikre på os selv. Med til fortællingen hører også en given kulturs fortælling, herunder fortællingen om tilblivelsen uanset hvilken religion eller urfolk man stammer fra.
Demens er en sygdom vi ser med tiltagende hyppighed i den aldrende befolkning. Den demente – hvis sygdommen er fremskreden – har mistet evnen til at fortælle fra sit liv, at fortælle sin historie og kan ikke genkende pårørende. De pårørendes møde med den demente bliver derfor som at møde et menneske, der ikke er der. Som at møde en grøntsag.
Mulighederne for at fortælle sin historie, herunder at finde nogen der vil og kan lytte, er stærkt under pres i vores tid, hvor der er fokus på individet og individuelle præstationer. Der er hele tiden sociale medier ud over job og familie, der kæmper om vores opmærksomhed. Som praktiserende læger kan vi tilbyde patienterne en samtalerække i konsultationen. Her kan patienterne uforstyrret fortælle sin historie. Vi som behandlere skal turde stille os til rådighed. Turde være tilstede uden at vide hvor vi skal hen. Turde være til stede uden nødvendigvis at have andre redskaber med os end os selv og viljen til at lytte uden fordomme og med mod til at udfordre nænsomt. I min supervisiongruppe af uddannelseslæger til almen medicin fortæller de unge læger ofte om usikkerheden ved at være til stede i samtalen med patienten. De føler, at de skal have særlige ”skills”, have redskaber at tage frem for at patienten får noget med hjem. Og efter et par samtaler går det i stå, der sker ikke rigtig mere, det kører i ring og uddannelseslægen begynder at føle sig som en dårlig læge, begynder at tvivle på om det gøres det godt nok, om det alligevel ikke er bedre at henvise til en psykolog, så lægen slipper for utilstrækkelighedsfølelsen. Det er min erfaring at det ofte er her, at det lønner sig at turde være lidt længere tid med patienten og stadig være interesseret. At samtalen netop kan være ved at komme til et andet niveau af fortrolighed, fordi patienten nu har set lægen an et stykke tid og trods alt stadig kommer til samtalerne. Og patienten kan få mod til at få sat ord på nogle af de følelser i fortællingen som er vanskelige.
For supervisorer er det vigtigt at støtte supervisanterne i samtalerne med patienterne. At give støtte til at samtalen er redskab nok at tilbyde patienten fordi alene det at fortælle en historie kræver et forudgående ordensarbejde fra patientens side, og det er det som gør samtalen terapeutisk. På den måde støtter vi i selskabet at fremme den terapeutisk samtale.

Stine Lei Fredslund